10 procent flere elever starter på ZBC’s uddannelser

ZBC oplever fremgang på tværs af erhvervsuddannelser, Handelsgymnasier og Teknisk Gymnasium

ZBC kan i år byde flere nye elever velkommen på tværs af erhvervsuddannelserne (EUD), Handelsgymnasiet (HHX) og Teknisk Gymnasium (HTX).

Første skoledag på ZBC’s mange skoler kom og gik, og netop nu er de nye elever i gang med at lære deres nye klassekammerater at kende gennem alt fra ryste-sammen ture og introforløb.

Dog er noget anderledes i år, for samlet set er antallet af nye elever steget med 120 unge, hvilket er en fremgang på 10 procent i forhold til sidste år – fordelt ligeligt mellem erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser.

Fremgangen er bemærkelsesværdig, fordi Region Sjælland ifølge Undervisningsministeriets befolkningsprognoser står over for et betydeligt fald i antallet af unge mellem 15-17 år allerede nu og frem mod 2030.

Alligevel vælger elever i stigende grad ZBC til, direkte fra grundskolen og efterskoler.

ZBC oplever særligt en markant stigning i antallet af elever på handelsgymnasiet, de tekniske uddannelser og inden for omsorgsfagene.

– Det er positivt at se, at flere unge vælger en erhvervsrettet ungdomsuddannelse som deres uddannelsesvej. Det viser, at interessen for de praksisfaglige uddannelsestilbud er steget. At den udvikling samtidig harmonerer med arbejdsmarkedets behov for erhvervsrettede kompetencer, ser jeg som en ekstra gevinst, siger Merete Helms, uddannelsesdirektør for ZBC.

Foto: ABW