Danmarks Borgcenter
Slotsruinen 1
4760 Vordingborg
70 70 12 36
museerne@museerne.dk

Følg Danmarks Borgcenter på Facebook

Tag med på en eventyrlig rejse over 1.000 år tilbage i Danmarkshistorien
Når man som jeg – denne artikels tekstforfatter – har været så heldig, at have oplevet hele det grønne areal indenfor Vordingborg Slots mure gennem over 50 år og har fulgt det arkæologiske arbejde på det enestående og historiske sted med stor interesse, må jeg indrømme, at jeg er behørigt imponeret, når jeg i dag besøger borgterrænet og Danmarks Borgcenter.

Når jeg parkerer min bil på Slotstorvet og spadserer ad de samme stier, som jeg gik på som teenager i Vordingborg, føres jeg forunderligt gennem flere tidsaldre på samme tid. Det skyldes naturligvis, at de arkæologiske undersøgelser og udgravninger, som blev igangsat for over 20 år, er foretaget så utroligt nænsomt, at Museum Sydøstdanmark har gjort min tidsrejse mulig at gennemføre.

Den genetablerede voldgrav er utroligt vellykket
Det kan måske undre dig, at jeg her kalder genetableringen af den store voldgrav i 2013-14 en nænsom restaurering. Anlægget er jo enormt. Den er genskabt i 2013-14, og arbejdet var færdigt i forbindelsen af åbningen af Borgcentret i 2014. Den er forsøgt rekonstrueret, som den så ud under Valdemar Atterdag i 13-hundredetallet, og den passer så utroligt godt ind i det anlæg, som jeg først i 70-erne forestillede mig, at hele området så ud i Vordingborg Slots storhedstid. Eller skulle jeg hellere tale om de storhedstider, som jeg får et levende indtryk af, når jeg besøger hele Centret i dag.

Alt det, der var i ”gamle dage”, er jo per definition meget smukkere og bedre, end det er i dag. Sådan ynder vi jo at betragte det, der var engang. Der er mange gode minder forbundet med min tidsrejse tilbage til 1969 til 1971, hvor jeg boede i en husbåd nede i Nordhavnen ud for Herholdt Fisk med smuk udsigt over Oringe. Men hvor skal vi dog prise os lykkelige over, at Danmarks Borgcenter møder de besøgende i dag som et moderne og komplet oplevelsescenter. Det kunne ruinerne ikke tilbyde oplevelsen af ”i gamle dage”.

Restaureringen var tiltrængt og er blevet flot udført
Jeg tænker med et smil på aftenturene på borgterrænnet med vores hund og de romantiske gåture med min skolekæreste mellem ruinerne. Men når jeg dengang forsøgte at forestille mig livet i middelalderen indenfor de metertykke borgmure, måtte jeg indrømme, at ruinernes og hele områdets dårlige stand dengang gjorde det noget vanskeligt at få fantasien til at blive levende.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Den gennemførte udvikling af udstillingerne, både i Udstillingsbygningen, som ligger delvis under jorden og alle de spændende installationer rundt omkring på arealet, gør tidsrejsen spændende og fængslende. Vi bliver både fysisk og ved hjælp af formidlingen gennem iPads, ført tilbage til århundrederne mellem de magtfulde konger fra Valdemar den Store til Valdemar Atterdag.

Tænk, at der var en campingplads på ruinterrænnet
Som mit første reelle arbejde efter realeksamen fra Marienberg Skole fik jeg lov til at passe campingpladsen neden for Gåsetårnet. Jo, den er god nok, der var virkelig en lille campingplads dér, og jeg havde mit kontor ved siden af fællesstuen oppe i gavlen i de såkaldte Ahlefeldts logementer. Sådan kaldes de to smukke, gule bindingsværkshuse, hvor den velrenommerede restaurant nu har til huse. At tænke sig, at byens gæster dengang kunne campere oven på et af vores allerfineste fortidsminder!

Borgcentret og hele terrænet er af enestående historisk værdi
Gåsetårnet er jo det første fortidsminde i Danmark, som blev fredet i 1808. Museum Sydøstdanmark, som Borgcentret hører under, og som har sit administrationskontor i Algade 97, indså heldigvis for mange år siden, at ruinområdet nedenfor Gåsetårnet er af enestående værdi. Og at hele området har stor betydning for forståelsen af Danmarks historie og som et hele er bevaringsværdigt.

Vi var mange på campingpladsen, som fandt sammen den dag i sommeren 1971, hvor Gåsetårnets gås kom hjem med militæreskorte, efter den var blevet forgyldt i Jylland. Det var helt specielt at sidde sammen med gæsterne på campingstole og nyde, at den kom flot på plads øverst på tårnet, så den igen kunne stirre mod syd for igen at kunne håne Hansestæderne på den anden side af Østersøen. I dag billedligt set, for vi har jo heldigvis for længst sluttet fred med Hanseforbundet nede ved Lübeck.

Kom og oplev hverdagen i Danmarks største kongeborg
I dag er det ikke til at forstå, at man kunne finde på at anlægge en campingplads dér. Og heldigvis blev Borgcentret til virkelighed i med indvielsen af hele den fantastiske seværdighed 2014. Sikahjortene måtte forlade engen lige nedenfor borgens tykke mure mod vest, og mange ting er ændret, men resultatet er blevet, at Danmarks Borgcenter giver os alle en mulighed for at tage en tidsrejse gennem fortællingerne og århundrederne.

Og nu er det fantastisk at besøge centret, så alle, både børn, unge og voksne, kan være en del af den levendegjorte historie. Det er tæt på, at du på dit besøg i Vordingborg og i Borgcentret, næsten vil kunne mærke, hvordan hverdagen var indenfor murene i Danmarks dengang største kongeborg. Og kan opleve, hvordan de magtfulde konger i middelalderen styrede det rige, som vi i dag kender som Danmark.

Skrevet af Dan Kiving

Et udpluk af anbefalinger fra besøgende på Danmarks Borgcenter i Vordingborg:

“Super oplevelse, gode fortællinger” – Annika

“Meget spændende og informativt museum. Lærte meget” – Svend

“Jeg vil klart anbefale at sætte mindst 3 timer af (og gerne mere) – og at medbringe frokosten, som jo passende kan indtages omkredset af ruinerne. Der var flere ting, vi simpelthen ikke nåede (fx nåede vi sket ikke op i Gåsetårnet), da vi havde en bagkant – men vi skal helt sikkert tilbage – og næste gang medbringer vi resten af familien” – Line

“Sikke et fremragende museum. Det kan virkelig anbefales. Formidling i mange dimensioner. Og dejlig restaurant” – Vibeke

sølvpartner

oplevelser