Lørdag d. 29 april mellem kl. 11-14 kan du og familien få en god introduktion til lystfiskeriet
– også selvom du aldrig har haft en fiskestang i hænderne. Arrangementet henvender sig
til alle uanset erfaringsniveau.

Der stilles alt tænkeligt fiskeudstyr til rådighed, og I hjælpes godt i gang med kystfiskeriet. Erfarne lystfiskere fra Sportsfiskerforeningen Storstrømmen samt en guide fra Fishing Zealand, er klar til at hjælpe med at rigge fiskegrejet til og lære dig at kaste ud. De ved samtidig, hvad der skal sættes for enden af linen for at øge
chancerne for fangst af hornfisk.

Der er derfor lagt op til en hyggelig fisketur, når vi mødes på grusparkeringspladsen ved Vordingborg Bibliotek, Sydhavnsvej 6, 4760 Vordingborg fra kl. 11:00, hvor vi fisker og nyder foråret ved vandet frem til kl. 14:00.

Gennem foråret flokkes store stimer af hornfisk langs vores kyster – også gennem storstrømmen. Hornfiskene er på vandring mod Østersøen, hvor de senere skal gyde. Hornfiskene færdes tæt på land, og er et relativt let bytte for lystfiskerne. Hornfiskene er sjove at fange, da de fighter godt. Samtidigt er de gode spisefisk.

Dagens fisketur sker i samarbejde med Sportsfiskerforeningen Storstrømmen, Vordingborg Kommune og Fishing Zealand. Arrangementet er ganske gratis at deltage i.

Er du mellem 18 og pensionsalder, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Tilmelding er ikke nødvendig – bare mød op. Du kan låne vores grej, eller benytte dit eget.

Bliver du efter dagens fisketur bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab i Sportsfiskerforeningen Storstrømmen et rigtig godt afsæt for at sætte skub i din fiske-karriere. Foreningsmedlemmerne kender endvidere lokalområdet rigtig godt, og ved derfor, hvor man kan tage hen på den næste tur. Det er muligt at få mere information om foreningen på dagen.

Kilde

Foto: ABW