BROEN Vordingborg modtager donation på 50.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden
Idræt, spejder, musik og andre fritidsaktiviteter skaber glæde, personlig udvikling og fællesskabsfølelse for mange børn og unge. Desværre er det ikke alle børn og unge, der har midlerne og muligheden for at deltage i sådanne fritidsaktiviteter. BROEN Vordingborg hjælper socialt udsatte børn og unge i lokalområdet med at blive en del af et socialt og aktivt fællesskab, og til at realisere det har de netop modtaget en donation på 50.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.
BROEN har som formål at støtte socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til idræt, spejder, musik eller andre fritidsaktiviteter. Det sker gennem BROENs lokalforeninger, der gør en stor indsats for at få udsatte børn og unge ind i sociale og aktive fællesskaber.
Jens O. Jensen, formand i BROEN Vordingborg, siger: ”Vi ved, at et aktivt fritidsliv giver børn styrke, fællesskab og personlige succesoplevelser, som varer hele livet. Derfor kæmper vi i BROEN Vordingborg for at åbne dørene til de fællesskaber, hvor børn kan vokse og trives uanset deres baggrund. Det er med stor taknemmelighed, at vi modtager støtten fra EDC Poul Erik Bech Fonden, der er med til at gøre denne forskel mulig”.
I 2024 hjalp BROEN Danmark mere end 7.500 børn og unge i hele landet med at blive en del af et socialt og aktivt fællesskab. Det resulterede også i, at BROEN Danmark og alle de frivillige ildsjæle blev tildelt Idrættens Sociale Pris ved gallashowet Sport 2024.
Alle børn og unge fortjener en chance
Kasper Pedersen, partner i EDC Poul Erik Bech Vordingborg, stod for overrækkelsen af donationen. Han er glad for at kunne være med til at give flere børn og unge en chance for at blive en del af et socialt og aktivt fællesskab, fortæller han:
”Det er vigtigt, at alle børn får chancen for at være en del af et aktivt fællesskab – uanset deres økonomiske baggrund. BROEN Vordingborg sikrer, at ingen børn falder udenfor på grund af manglende midler, og det er en mission, som er glade for at kunne bakke op om”.
”De frivilliges engagement er hjørnestenen i BROEN Vordingborgs arbejde. Deres indsats er med til at give børn håb og glæde, og det har en positiv effekt, som spreder sig langt ud over den enkelte aktivitet. Det glæder os, at vi kan være med til at give børnene adgang til fællesskaber, hvor de kan udvikle sig socialt og personligt”.
Største donation siden 2016
EDC Poul Erik Bech Fonden har doneret 1,15 mio. kr. til BROEN Danmark i 2024, hvilket er fondens største donation til BROEN siden 2016, hvor samarbejdet startede.
Jane Bech, direktør i EDC Poul Erik Bech Fonden, siger: ”Via overskuddet i EDC Poul Erik Bech støtter vi foreninger, der gør en ekstraordinær indsats for udsatte børn og unge. BROEN Danmark er et rigtig godt eksempel herpå, da deres frivillige spiller en aktiv rolle i at fremme børn og unges trivsel og sundhed. Derfor har vi siden 2018 doneret minimum 1 mio. kr. om året til BROEN, hvilket vi er stolte af”.
”Foreningslivet er en vigtig del af lokalsamfundene i Danmark og BROEN yder en stor og vigtig indsats med at inkludere dem, der normalt ikke ville have råd til at være en del af sådanne fællesskaber. BROEN har en professionel tilgang og er i tæt dialog med bl.a. pædagoger, lærere, SSP og andre støttepersoner, der yder en stor indsats. Det glæder os derfor, at vi igen i år har mulighed for at yde støtten” siger Jane Bech.
Om EDC Poul Erik Bech Fonden
EDC Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Gennem overskuddet fra ejendomsmæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn.
Om EDC Poul Erik Bech
EDC Poul Erik Bech er Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed og består af mere end 75 boligbutikker og 19 erhvervscentre og beskæftiger mere end 650 medarbejdere. EDC Poul Erik Bech er uafhængig af banker og realkreditinstitutter og er den eneste fondsejede mæglervirksomhed. Størstedelen af virksomheden er ejet af den almennyttige fond EDC Poul Erik Bech Fonden. Gennem overskuddet fra mæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn. Kender du en lokal forening, der har brug for en håndsrækning, så hører Fonden meget gerne fra dig. Læs mere på www.poulerikbech.dk og www.poulerikbechfonden.dk.
