Danmarks Borgcenter er åbnet for den kommende sæson!

Og det er med fem helt nye og aldrig-før genskabte kronjuveler til middelalderens magtfulde dronninger, designet af Jim Lyngvild.

Vordingborg er bedst kendt som kongernes by, men med udstillingen ‘Magtens dronninger’ fortæller Danmarks Borgcenter for første gang hele historien om dronningernes rolle i spillet om borgen og magten.

“Vi kender historien om Margrete 1., og vi har set de smukke kalkmalerier og malede portrætter af middelalderens dronninger. Men hvem var de egentlig, og hvilken magt havde de? Med den nye udstilling sætter vi fokus på den store indflydelse i magtens centrum, som dronningerne rent faktisk havde. De var nemlig ikke kun pænt vedhæng til kongen, men tog også beslutninger, der nogle gange fik blodige konsekvenser,” siger museumsdirektør Keld Møller Hansen.

I udstillingen ‘Blod og diamanter’ genskaber Jim Lyngvild de russiske zarsmykker, som blev skilt, solgt og spredt for alle vinde efter Den Russiske Revolution i 1917. I udstillingen kan man høre historierne om den overvældende rigdom, ødselhed og magtfuldkommenhed, der i sidste ende førte til revolution og henrettelse af zarfamilien.

I montrerne kan publikum opleve de overdådige smykker som brocher, halskæder, diademer og kroner, der er blevet rekonstrueret ud fra historiske fotos og genskabt i sølv og zirkoner.

Læs mere her

 

Foto: ABW